Fluorstoffer

Hvad er fluorstoffer?
Fluorstoffer er kunstigt fremstillede kemiske forbindelser. Stoffernes kemiske opbygning gør, at de er både vand-, snavs- og fedtafvisende. Fedtstoffer fra mad vil normalt kunne trænge ind i pap og papir der udgør emballagen omkring fødevarer, men dette kan undgås, hvis der tilsættes fluorstoffer. Derfor kan fluorstoffer findes i bl.a. bagepapir, muffinforme, madpapir, pizzabakker og andre papir- eller papemballager til fødevarer. Fluorstoffer kan også bruges i kosmetiske produkter som fx barberskum og foundation. I øvrigt kan fluorstoffer også bruges som imprægnering i en række nonfood produkter såsom sko, overtøj og regntøj.

Hvad er problemet med fluorstoffer?
Fluorstoffer er mistænkt for at påvirke både dyr, mennesker og miljø, da de er svært nedbrydelige. Flere af stofferne kædes sammen med kræft, hormonforstyrrelser, øget abortrisiko og svækket immunforsvar. Stofferne kan også overføres fra mor til barn gennem graviditet og amning. En international forskergruppe udsendte i august 2014 en general opfordring til at indføre forbud mod fluorstoffer i almindelige forbrugerprodukter. Forskergruppen vurderer, at der er en reel og undervurderet risiko for langvarige helbredsskader relateret til udsættelsen for fluorstoffer.

Hvad gør Coop på dette område?
Coop har et forbud mod brugen af fluorstoffer i fødevareemballager, i alle Coops egne varemærker.

Coop har dertil gennem de senere år udfaset alle fluorstoffer fra bagepapir, muffinforme og andet madpapir. I første omgang har der været særligt fokus på vores egne varemærker, men nu er alt mad- og bagepapir der sælges i Coops butikker, faktisk fri for fluorerede stoffer. Det gælder også kageforme, bagepapir og brodposer, som bruges i Coops bager- og delikatesseafdelinger.

Coop har også forbudt stofferne som overfladebehandling på alt overtøj og støvler i Coops egne varemærker. Det betyder bl.a. at Friends flyverdragter, regntøj og børnestøvler nu er imprægneret med en fluor-fri overfladebehandling. I øvrigt bruges der ikke fluorstoffer i personlige plejeprodukter fra Coops egne varemærker.

Hvad kan du gøre?
Køber du svanemærket mad- og bagepapir samt Coops egne varemærker, kan du undgå fluorstoffer.