Kemikalier fra EU’s kandidatliste

Hvad er kemikalier på kandidatlisten?
EU har en Kandidatliste under EUs miljølovgivning REACH. Det er en liste med særligt problematiske kemikalier. Listen udvides løbende og der er på nuværende tidspunkt 169 stoffer på listen. Stofferne kaldes også SVHC stoffer (Substances of Very High Concern).

Hvis en vare indeholder stoffer fra Kandidatlisten i en koncentration på over 0,1% har forbrugere krav på at få det oplyst, og det er desuden et krav, at der informeres om hvordan produktet kan bruges sikkert.

Hvad er problemet med dem?
Stofferne på kandidatlisten er karakteriseret som problematiske fordi de mistænkes for at være kræftfremkaldende, fosterskadende, mutagene eller på grund af miljøskadelige virkninger.  Stofferne står på listen, fordi tanken er, at de skal forbydes i EU. Disse stoffer bør derfor slet ikke findes i almindelige forbrugerprodukter. På listen er der eksempelvis en del ftalater, da de er hormonforstyrrende, kræftfremkaldende og/eller til skade for vores forplantningsevne.

Hvad gør Coop på dette område?
Coop har et forbud mod alle stoffer fra Kandidatlisten i Coops egne varemærker og i varer som Coop selv importerer. Dertil har Coop et krav til leverandører om deklaration og test på risikovarer. Coop ønsker at opretholde forbud mod Kandidatlistestoffer i alle nonfood-varer og har fortsat stort fokus på inddragelse af leverandører og overvågning af varer.

Hvad kan du gøre?
Du kan spørge leverandøren af en given vare, om den indeholder kandidatlistestoffer. Forbrugerrådet har lavet en App, som gør det muligt at scanne nonfood produkter: http://tjekkemien.dk/

Du kan tjekke kemien i elektronik, legetøj, møbler, tekstiler og andre produkter. Du kan dog ikke tjekke kemien i kosmetik, fødevarer, rengøringsmidler og lignende.

Her kan du læse mere:
http://mst.dk/virksomhed-myndighed/kemikalier/regulering-og-regler/faktaark-om-kemikaliereglerne/kandidatlisten/