MI – Metyl isothiazolinone

Hvad er MI?
Methyl isothiazolinone også kaldet MI er et konserveringsmiddel der kan bruges i eksempelvis cremer, shampoo, vaskpulver, rengøringsmidler og maling. Konserveringsmidler beskytter produkter mod vækst af svampe og bakterier og øger dermed holdbarheden af et produkt.

Hvad er problemet med MI?
MI er stærkt allergifremkaldende, og kan derfor give udslæt, rødme og kløe. Inden for de senere år er der sket en kraftig stigning i forekomsten af MI-allergi. Allergien kan skyldes kontakt med eksempelvis kosmetik og plejeprodukter, sæbebobler eller håndopvaskemiddel, der er konserveret med MI. MI-Allergi varer resten af livet, så hvis man først er blevet allergisk over for MI, vil man altid reagere, hvis man udsættes for MI igen. Det betyder, at man skal forsøge at undgå kontakt med MI fremover.

De danske myndigheder og allergieksperter ser brugen af MI som et alvorligt problem. Blandt andet advarer Miljøstyrelsen på deres hjemmeside mod at bruge produkter med MI. En EU lovgivning træder i kraft i februar 2017 og forbyder MI i såkaldte leave-on plejeprodukter (cremer, deodoranter mv.), men det vil fortsat være tilladt at bruge MI i produkter, som skylles af huden, fx shampoo og sæber. Der er heller ikke planer om et EU forbud mod MI i maling, vaske- og rengøringsmidler og håndopvaskemidler.

Hvad gør Coop på dette område?
Coop har aldrig tilladt brugen af MI i egne varemærker. Det vil sige at alle typer produkter i mærkerne Änglamark, X-tra, Tusindfryd, Minirisk og Coop aldrig har indeholdt MI.

I januar 2014 fjernede Coop Huggies vådservietter fra alle butikker, da disse på daværende tidspunkt indeholdt MI. Sidenhen har Coop arbejdet for at udfase MI i alle andre produkter, som sælges i vores butikker – de såkaldte mærkevarer. Fra september 2016 har alle plejeprodukter og håndopvaskemidler, der sælges i Coops fysiske butikker været fri for MI imængder hvor det udgør en risiko for at udvikle ny allergi.

Hvad kan du gøre?
Som forbruger kan man undgå MI i kosmetiske produkter ved at læse indholdsdeklarationen og undgå stoffet Methylisothiazolinone. Man kan også altid gå efter svanemærkede produkter og produkter mærket med Den blå Krans, da disse ikke må indeholde MI.