Miljøbelastende vaskemidler

Hvad er miljøbelastende vaskemidler?
Vaskemidler og skyllemiddel er kemiske produkter, som bruges i de største mængder i private husholdninger. Alle vaske- og skyllemidler indeholder stoffer, der belaster miljøet, når de havner i kloakken med spildevandet. Selv efter en tur i rensningsanlæg slipper små mænger af de skadelige stoffer ud i vandmiljøet.

Hvad er problemet med vaskemidler?
Vaskemidler bruges i meget store mængder i husholdningerne og det kan ikke undgås at forbruget udgør en stor miljøbelastning. I dag er der mange vaskemidler på det danske marked, som bærer et miljømærke. Det betyder, at der er taget mest muligt hensyn til miljøet. Men der er stadig stoffer i ikke-miljømærkede produkter, som i højere grad belaster miljøet. Eksempler herpå er optisk hvidt og EDTA. De stoffer i vaskemidler, der er mest kendt for at give problemer i forhold til allergi, er parfume, optisk hvidt og konserveringsmidler. Disse stoffer kan give allergi eller hud irritation. Desuden kan parfume i vaskemidler muligvis medføre uønskede virkninger i vandmiljøet, da parfumestoffer kan have problemer med nedbrydeligheden. Endelig er skyllemiddel er et unødvendigt produkt, som også udgør en belastning for miljøet.

Miljømærkede vaskemidler indeholder færre miljøskadelige stoffer og ingen allergifremkaldende parfumestoffer.

Hvad gør Coop på dette område?
Coop stiller skrappe krav til nedbrydelighed og giftighed på vaskeaktive stoffer. Dertil arbejder Coop på at øget varesortimentet med flere miljømærkede varer. Herudover stiller Coop meget skrappe krav til konserveringsmidler og parfumestoffer.

Coop forbød stoffer som optisk hvidt, EDTA/NTA og fosfater for mere end 15 år siden. Det var før det var muligt at Svanemærke produkter. Coops kæde Irma forbød salg af skyllemiddel i 2014. Alle vaskemidler i Coops egne varemærker er i dag Svanemærket.

Hvad kan du gøre?
Som forbruger er det en god ide at købe vaskemidler, som er mærket med Svanen eller Blomsten, hvis du vil vælge mest miljøvenligt. Derudover er det meget vigtigt at dosere korrekt, for at undgå at bruge mere end højst nødvendigt. Parfume i vaskemidler belaster både miljø og sundhed og derfor bør man overveje at købe parfumefri vaskemidler.