Problematiske kemikalier i tekstil

Hvad er skadelige kemikalier i tekstil?
Tekstil bruges i mange forskellige produkter såsom møbler, tasker, sko og selvfølgelig tøj. Der kan bruges mange forskellige kemikalier til produktionen af tekstil, og derfor kan der ofte findes små rester i produkterne. Kemikalier har forskellige funktioner som eksempelvis farve eller imprægnering. Fluorstofferne PFOS/PFOA og lignende kemikalier kan bruges til imprægnering mod vand og smuds. Disse stoffer anvendes primært til udendørsbeklædning, vandafvisende tekstil, sko og tasker.

Hvad er problemet med skadelige kemikalier i tekstil?
Der bruges mange forskellige kemikalier til fremstilling af tekstiler og leverandørkæden kan være meget lang og bred. Derfor er det yderst krævende at kontrollere alle led. Lovgivning regulerer mange stoffer i dag, men det er krævende at sikre at lovgivning som minimum er overholdt.

Små rester af kemikalier vil som oftest ikke udgøre nogen sundhedsfare. Stofferne vil vaskes ud og forsvinde fra tekstilet. Men stofferne vil belaste vandmiljøet. Fx er der meget fokus på stofferne APEO og NPEO, da de er hormonforstyrrende, svært nedbrydelige og forbudt at bruge i EU. Stofferne bruges imidlertid stadig ofte i vaskemidler hos producenter i Asien. Fluorholdige imprægneringsmidler er miljøskadelige og hormonforstyrrende. Andre stoffer kan være allergifremkaldende og irritere huden.

Hvad siger eksperterne?
Der er stort fokus på kemikalier i tekstiler hos myndigheder, leverandører og kunder, og alle er enige om at kemikalietrykket skal ned, og at det skal sikres at der ikke bruges skadelig kemi i tekstilerne. Men der er også enighed om, at det er udfordrende at få alle led i kæden at overholde alle krav og regler. Branchen arbejder sammen med myndigheder om at sikre, at der stilles de rigtige krav, og videndelingen i Danmark er god.

Hvad gør Coop på dette område?
Coop stiller strenge krav til kemikaliindholdet i tekstiler – og via omfattende testprogrammer tjekker vi løbende at vores krav bliver overholdt. Coop har forbud mod alle fluorforbindelser, PVC og ftalater, i alle vores tekstiler. Samtidig stiller vi høje krav til hormonforstyrrende stoffer som eksempelvis APEO og NPEO, samt en række andre stoffer.

Sko og tasker er udpeget som høj-risiko produkter og derfor testes ALLE ordrer indenfor disse produktgrupper.Coop forhandler i øvrigt kun boligtekstil som er Økotex certificeret.

Hvad kan du gøre?
Ved køb af Økotex certificerede varer sikrer du, at tøjet ikke indeholder skadelige kemikalier. Coop har desuden børne-basis tekstil og undertøj som er svanemærket.

Man skal altid vaske nyt tøj inden brug. Så vil eventuelle rester af kemikalier vaskes ud.

Her kan du læse mere:
http://mst.dk/borger/kemikalier-i-hverdagen/kampagne-kemikalier-i-toejet/
http://kemi.taenk.dk/bliv-groennere/toej-vask-kemikalierne-ud-inden-brug