Dyrevelfærd kan smages

Vi gør det muligt for vores kunder at vælge kvalitetskød, som er produceret med respekt og omtanke for dyrevelfærd. Dyrevelfærd er et udtryk, som dækker over et dyrs fysiske og psykiske velbefindende og for os, er det en selvfølge at følge dyreværnslovgivningen, at følge anbefalingerne fra det dyreetiske råd og leve op til de regler, der er opstillet i den internationale aftale om regulering af handel med truede dyrearter (CITES).

Udover at følge gældende standarder for dyrevelfærd har vi kvalitetskrav, som beskriver, hvordan vores leverandører forventes at arbejde med dyrevelfærd. Nogle af de krav vi stiller, er skrappere end lovgivningen, fordi vi gerne vil være med til at fremme den kontinuerlige udvikling af god praksis for dyrevelfærd.

Produkter med dyrevelfærdsmærket

I Coop bruger vi statens mærkningsordning, Bedre Dyrevelfærd. Ordningen giver vores kunder mulighed for at vælge varer som er produceret med særlige krav til dyrevelfærd. Når der vælges dyrevelfærdsmærkede produkter, er kontrollen statsgodkendt og der er garanti for, at dyrene har haft bedre forhold end dyr fra traditionel produktion.

Kig efter mærkningen på produkter med/af kalv, okse, gris og kylling. Allerede med 1 hjerte, er dyrevelfærden løftet over dansk lovgivning og for hvert hjerte der tilføjes, bliver dyrevelfærden forbedret.

Hvad betyder hjerterne?

1 hjerte

Med 1 grønt hjerte er dyrevelfærden løftet over dansk lovgivning. Der er yderligere krav til staldforholdene. Dyrene får mere strøelse, mere plads og kortere transporttid til slagtning. Kyllingerne er af en langsommere voksende race, grisene halekuperes ikke, og kalven får en bedre start på livet.

2 hjerter

Med 2 grønne hjerter er kravene fra hjerte 1 øget for at sikre endnu bedre dyrevelfærd. Her får dyrene endnu bedre plads og endnu mere strøelse. Kyllingerne kan have adgang til udeforhold, malkekøerne kommer på græs, og der er senere fravænning af pattegrisene.

3 hjerter

Med 3 grønne hjerter er kravene fra hjerte 1 og 2 øget for at sikre meget bedre dyrevelfærd. Dyrene har meget mere plads. Kyllingerne kommer ud i det fri, alle kvæg går på græs og pattegrisene fødes i udendørs hytter. Kun frilandsproduktion og økologi lever op til de tre hjerter.

Temasager

Udover at arbejde med generelle krav til dyrevelfærd gennem mærkningsaordningen Bedre Dyrevelfærd og vores produktkvalitetskrav, tager vi i Coop løbende stilling til dyrevelfærd i specifikke produktioner eller for specifikke arter. Det kan du læse mere om her.

Kylling på græsmark

Turbokyllinger

Igennem mange år er de racer, man benytter i produktion af kyllinger, blevet udviklet for at fremme effektiviteten. Det har ført til, at den mest anvendte race i Danmark, Ross 308, er blevet så hurtigtvoksende, at den kan få belastningsproblemer. Særligt forældredyrene til de kyllinger, der bliver slagtet, har ikke et godt liv. Det har ført til, at vi i Coop har besluttet at udfase Ross 308 fra vores faste ferske sortiment af dansk kylling.

Vi kan endnu ikke melde denne race helt ud af sortiment, da der er behov for tid til at omstille den danske produktion. For at øge gennemsigtigheden og gøre det lettere for danskerne at træffe et oplyst valg, når de handler, har vi siden 2022 skrevet på al vores ferske kylling i egne varemærker, om der er tale om hurtigt voksende kylling eller langsommere voksende kylling.

Skind og pels

I Coop forhandler vi gerne varer med skind og pels, men vi har krav om, at det ikke må stamme fra dyr, som kun slagtes med det formål at bruge disse dele. Skind og pels skal være bi-produkter fra produktion af dyr, der normalt spises i de nordiske lande. Er det fra dyr, som normalt spises i andre dele af verden, skal dyrearten altid godkendes af Coop. Vi sælger ikke pels fra dyr, som i Danmark normalt betragtes som kæledyr (fx hunde og katte), og vi sælger ikke skind og pels fra eksotiske dyr, eller dyr der er registreret som truede dyrearter.

Vi sælger heller ikke skind og pels fra dyr, som er fanget i naturen.

Dun og fjer

I Coop forhandler vi varer med dun og fjer (fx vinterjakker, dyner og pyntefjer). Vi har krav om, at dun -og fjerprodukter i vores butikker stammer fra fjerkræ, som er blevet plukket efter aflivning.

Foie Gras

Foie gras er en fransk delikatesse lavet af gåselever. Da gæssene bliver tvangsfodret i produktionen, har vi i Coop haft forbud mod at sælge og bruge foie gras i alle vores butikker siden år 2000.

Dog sælger en række af vores butikker Foie Royale, som er et alternativ til foie gras, med lignende smag og tekstur, men uden tvangsfodring og den dyremishandling, der er forbundet med produktionen af traditionel foie gras.

Æg

I 2018 blev buræg fjernet fra hylderne i alle Coops butikker, fordi dyrevelfærden i produktionen af buræg ikke var høj nok.

Siden 2020 har alle vores forarbejdede produkter i egne varemærker også været fri for buræg. På øvrige varemærker har vi et mål om, at de såkaldte ”skjulte buræg”, altså æg fra burhøns i forarbejdede produkter, også skal udfases.

Fisk

I Coop vil vi bidrage til at bevare verdens fiskebestande og havets økosystemer. Derfor arbejder vi for, at alle vores fiskeprodukter, dvs. fersk og frossen fisk, samt fisk i konserves og halvkonserves, skal overholde vores fiskeliste. Det er en liste over alle de arter, vi forhandler i Coop, med krav til fangstmetode, fangstredskab og eventuelt certificering.

Hvis en art er udrydningstruet, ønsker vi ikke at forhandle den i Coop (fx ål, sværdfisk og blåfinnet tun). Faktisk har vi haft forbud mod salg af ål siden 2013. Hos Coop accepterer vi dog altid MSC-, ASC- og økologisk-mærkede fisk og skaldyr.

For at hjælpe vores butikker, indkøbere og samarbejdspartnere med at holde overblikket over, hvilke fisk der overholder ovennævnte krav, har vi udarbejdet en fiskeliste, som løbende bliver opdateret. Du kan finde fiskelisten her.

Lam på græsmark

Halalslagtet kød

I Coop har vi hverken forbud mod, eller krav om, at det kød vi sælger, er halalslagtet. Hvis du som kunde vil være sikker på at kødet er halalslagtet, kan du tjekke om der et logo med en moské eller en sort cirkel med et dyr indeni.

På slagterierne er slagtemetoderne stort set ens og alle dyr bedøves inden slagtning – også de halal-slagtede dyr. Dyreetisk er der således intet, der adskiller en dansk halalslagtning fra enhver anden dansk slagtning.

Af eksporthensyn lever langt de fleste kyllinger i Danmark op til halal-kravene, hvorfor fjerkræ som hovedregel er halalslagtet. Ligeledes er størstedelen af det solgte lammekød halalslagtet.

Coop køber ikke aktivt halalslagtet kvæg, men da mange af de danske slagterier, som vi handler med, af og til halalslagter kvæg, kan vi ikke udelukke at noget af det kød vi får, er halalslagtet

Dansk kød

Langt det meste af det kød, der sælges i Coops butikker, er dansk og ønsker man at gå efter dansk kød, har vi bl.a. følgende mærker, som altid er danske:
• Bornholmergris
• Poppelgris
• Thise & Ko
• Dansk Kalv
• Coop Kylling
• Frijsenborg Kylling
• Kylling fra de danske familiegårde

Ko ligger på græsmark