Coops informationsdirektør går på pension

04.03.26

Jens Juul Nielsen, der har været ansvarlig for Coop Danmarks interne og eksterne kommunikation de seneste 30 år, går på pension pr. 30. juni.

”Jeg tror, jeg langt fra er den eneste i branchen, der tænker Jens Juul, når Coop bliver nævnt. Jens har været rygraden i den altid saglige og nøgterne kommunikation, som har kendetegnet Coops kommunikation de sidste 30 år. Jens har været med, når det gik godt og mindre godt – men altid med en sikker og rolig hånd på kommunikationen, og det er absolut ikke givet, særligt i de forgangne år. I de 18 måneder, jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Jens, har jeg lært meget, som jeg vil tage med mig videre. Jeg ønsker Jens alt det bedste, når pensionen skal nydes,” siger direktør Martin Hasgard Olesen.

Rekrutteringen af en ny kommunikationschef påbegyndes nu.

Samtidig udnævnes senior kommunikationsrådgiver Jacob Lassen, pr. 1 juni, til pressechef i en nyoprettet stilling.

Jacob har været ansat i Coops kommunikationsafdeling i 6 år, og har gjort et fantastisk arbejde på en række af afdelingens største projekter og er vellidt i alle dele af organisationen. Han har de seneste år fungeret som stedfortræder for Jens Juul. Jacob begynder gradvist at overtage presse-opgaver herunder kontakten med medier.

Jens Juul Nielsen, 65 år, kom til Coop (dengang: FDB) 1. februar 1996 fra et job som journalist på Berlingske Tidende.

”Efter 10 år på Berlingske og 30 år i Brugsen er tiden kommet til min 3. alder, hvor tanken er at bruge den nye frihed på et bogprojekt, jeg længe har drømt om, mit kontor i Strandgade og fornøjelser sammen med min familie og venner,” siger Jens Juul.

Hans afsked vil blive markeret ved en reception på Coops hovedkontor i Albertslund, torsdag den 18. juni kl. 15-17.

Yderligere information:

Martin Hasgard Olesen, 2129 9478

Jens Juul, 5159 4468